-
Sampo-koncernen er et skridt tættere på opkøb af Topdanmark
Источник: BDK Finans / 08 июл 2024 11:56:49 America/New_York
De sidste nødvendige myndighedsgodkendelser er kommet i hus, og dermed er den finske forsikringskoncern Sampo et skridt tættere på at overtage det danske forsikringsselskab Topdanmark. Det oplyser Sampo ifølge MarketWire. - Det er en glæde for Sampo at kunne meddele, at der er opnået den nødvendige tilladelse fra Erhvervsstyrelsen til at gennemføre tilbuddet i henhold til Investeringsscreeningsloven, skriver selskabet. Aktionærerne i Topdanmark skal tage stilling til Sampos bud i september, og dermed er overtagelsen ikke endelig, før de har godkendt det. Buddet har i forvejen opbakning fra Topdanmarks bestyrelse og flere aktionærer. For hver aktie vil aktionærerne ifølge aftalen få 1,25 nye aktier i Sampo. I juni oplyste Sampo, at Topdanmarks kunder og ansatte umiddelbart ikke kommer til at mærke den store forskel, hvis forsikringskoncernen lykkes med at overtage selskabet. Planen er nemlig, at selskabet vil beholde både sit navn og hovedkvarter i Ballerup, oplyste selskabet til MarketWire. Næstformand i Topdanmark Jens Aaløse har tidligere udtalt til MarketWire, at aftalen vil gavne de aktionærer, der takker ja til at modtage 1,25 Sampo-aktier. Den samlede koncern vil ifølge næstformanden få en styrket position på både det danske og det nordiske marked. - Der er ingen tvivl om, at der med denne sammenlægning sker en omfordeling i markedsandelene. - Det nye kombinerede If og Topdanmark bliver én af de ledende forsikringskoncerner i Danmark, og Sampo udvider sin i forvejen førende position i Norden, sagde han til MarketWire 17. juni. I Sampo-koncernen er - ud over Topdanmark - Hastings, der er et forsikringsselskab i Storbritannien, og If Forsikring, der er Nordens største forsikringsselskab. Sampo ejer i forvejen 48,3 procent af aktierne i Topdanmark og 49,4 procent af stemmerettighederne, fremgår det af Topdanmarks hjemmeside. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/sampo-koncernen-er-et-skridt-taettere-paa-opkoeb-af-topdanmark